Når jeg dør vil jeg have min sidste vilje
Flere danskere tager stilling til og skriver ned, hvad der skal ske, når de dør. Det kan være en hjælp til de pårørende i sorgen, men også et udtryk for at ville tage kontrol over sit liv, selv efter man er død
Af Line Blond, Anne Katrine Haase og Rune Sørensen
”Gitte Klemmensen er sovet stille ind.”
Sådan begynder dødsannoncen i avisen. Der er ikke noget særligt dramatisk over den, og nederst fremgår det, at der ikke skal sendes blomster til kirken: ”I stedet for blomster bedes man betænke Landsforeningen Sind.”
I Nordre Kirke i Nykøbing Falster – nogle kilometer fra det hjem, som Gitte Klemmensen delte med sin mand, står en hvid kiste. På toppen ligger tre roser, præcis som Gitte Klemmensen har ønsket det. I kirken sidder hendes mand, Finn Nielsen, sammen med venner og familie, som er mødt op for at tage afsked med hende.
Efter lidt tid fyldes kirkerummet med sang.
”Det er så yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være,
da er med glæden man dobbelt så glad
og halvt om sorgen så tung at bære.”
Salmen blev også sunget, da Gitte Klemmensen og Finn Nielsen sagde ja til hinanden ved deres bryllup for mange år tilbage. Salmen om at følges ad bliver oftest sunget ved bryllupper, men ceremonien skal ikke være så forfærdeligt trist. Derfor synger de også morgensangen “I østen stiger solen op”.
Gitte Klemmensen kunne ikke lide tanken om, at hendes familie og venner i stedet sad og sang med på en mere typisk begravelsessalme som ”En rose så jeg skyde”.
I sin tale gør præsten det klart, at Gitte Klemmensen ønskede, at livet også skulle gå videre uden hende. Præsten fortæller blandt andet, at Gitte Klemmensens mand skal fortsætte med at leve livet.
Begravelsesfølget bevæger sig ud på kirkegården, der er splittet i to af den allé, der fører op til den hvide kirke. De efterladte er nået til det sidste farvel, og kisten bliver sænket i jorden. Ved siden af det dybe hul står præsten, som afslutter seancen ved at kaste en smule jord på kisten tre gange, mens hun siger ordene:
”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.”
Flere tager stilling til deres egen begravelse
Nogenlunde sådan kommer Gitte Klemmensens begravelse til at foregå en dag, men der er forhåbentlig lang tid til, for Gitte Klemmensen er ikke død endnu. Men hun ved allerede som 54-årig, at det er sådan, hun vil forlade denne verden, når tiden kommer.
Gitte Klemmensen er en blandt et stigende antal danskere, der i livet tager stilling til deres død. Det har hun gjort ved at udfylde dokumentet “Min sidste vilje”, der er en form for drejebog for begravelser, hvor man kan skrive, hvilke ønsker, man har, når døden er indtruffet. Man kan blandt andet udfylde, om man ønsker at blive jordbegravet eller kremeret og tage stilling til, hvilke salmer eller sange man ønsker sunget ved sin begravelse.
I de senere år har Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv&Død, der uddeler hæftet ”Min sidste vilje”, oplevet en stigning i antallet af danskere, der henvender sig for at få det udleveret. Det er ikke mange – et par tusinde om året - men bedemandskæden og landsforeningen er enige om, at stigningen har været konstant over de senere år.
Udover de mere konkrete ønsker til selve begravelsen oplever de også, at nogle er begyndt at tænke over, hvordan de gerne vil huskes, når de ikke er her mere. Det kommer blandt andet til udtryk i selvskrevne dødsannoncer og breve til de efterladte.
Med en tilrettelagt begravelse og en farvelvideo til de efterladte forsøger flere danskere at lette byrden fra deres pårørende og tage kontrol over sit liv - selv efter døden.
Snak om døden kan give en værdig afsked
Blandt udstillede urner og billeder af kirkegårde arbejder Kirsten Søndergaard, sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død. Foreningen har på kontoret i hjertet af København sin egen udstilling kaldet Funebariet. Det er her, Kirsten Søndergaard svarer på store spørgsmål om liv og død. Hun forsøger at få folk til at tale om døden, noget hun føler, mange har svært ved.
Hun mener, at flere danskere bør gøre som Gitte Klemmensen og allerede i livet tage stilling til, hvad der skal ske efter døden.
”Det er vigtigt både for deres egen skyld, for at deres ønsker bliver fulgt, men også for at deres efterladte har mulighed for at give en så værdig afsked til deres nærmeste som muligt. Det er min erfaring, at når man skal bestille en begravelse eller en bisættelse, vil man gerne have svar på nogle ting fra den afdøde,” siger Kirsten Søndergaard og peger på, at især spørgsmålet om jordbegravelse eller kremering er vigtigt for mange.
Hun ser gerne, at man udfylder ”Min sidste vilje”, så de pårørende kan tage fat i formularen og se, hvad den afdøde ønskede. Men for hende er det også godt, hvis bare man får talt sammen om ønsker for begravelsen.
For Kirsten Søndergaard falder det naturligt at tale om døden, og hun er næsten ikke til at stoppe, når hun er i gang, men har også respekt for, at ikke alle har lyst. Alligevel appellerer hun til, at man tager emnet op.
”Nogle siger, at det er lige meget - når jeg er død, er jeg jo død. Og der er også nogen, der siger, at de bare vil på en anonym fællesgrav. Men hvis man borer lidt i det, vil man nogle gange opleve, at de gerne vil have, at man siger: Selvfølgelig skal du have et gravsted, for jeg skal have et sted, hvor jeg kan mindes dig,” siger Kirsten Søndergaard.
En kærlig hilsen
Sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København og ph.d. Kathrine Lilleør, er enig med foreningen Liv&Død om, at der er brug for, at vi taler om døden og skriver ned, hvad vi har af ønsker til begravelsen.
I april udkom sognepræsten med bogen ”Med kærlig hilsen”, der ligesom “Min sidste vilje” skal give anledning til, at folk får talt om livets afslutning. Desuden er der plads til, at man kan skrive ned, hvordan man tænker, at man gerne vil herfra, og man kan efterlade en hilsen til ens nærmeste.
Kathrine Lilleør takkede oprindeligt nej til forlagets tilbud om at skrive bogen. Det gjorde hun, fordi hun har oplevet, at efterladte har ønsket sig noget andet end den afdøde ved en begravelse. Derfor blev hun i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at skrive bogen - og om det var en bog for de efterladte eller afdøde.
Alligevel endte hun med at skrive den, da en besked fra afdøde i høj grad også kan være en trøst for de efterladte midt i sorgen – en kærlig hilsen.
”Jeg kom pludselig i tanke om, hvor glade de pårørende er, når de bagerst i en skuffe eller i en salmebog har fundet en lille lap med et salmevers,” siger Kathrine Lilleør og peger på, at det også kan lette hjertet for den, der selv skriver ned.
”Døden optager os, og når den gør det for alvor, stiller den sig altid i vejen for livsglæde. Denne bog er en måde at lægge døden fra sig. Hvis man går og tænker over salmer eller kistepynt, har man nu et sted, man kan skrive det ned. Ud af hovedet med det, så opmærksomheden kan vende tilbage til her og nu,” siger Kathrine Lilleør.
Hun understreger desuden, at der ikke er noget bindende ved at skrive sine ønsker ned. De pårørende kan læse ønskerne og hilsnerne, men i sidste ende kan de selv bestemme, hvordan de ønsker at begravelsen skal være.
TV-spots fik flere til at tale om døden
Kathrine Lilleørs nye bog er langt fra første forsøg på at få flere til at tale om og tage stilling til livets afslutning. I 2007 satte bedemandskæden Begravelse Danmark fokus på, at man kan udfylde ”Min sidste vilje” med en række tv-spots på TV 2 Fyn. Ifølge Begravelse Danmark steg efterspørgslen på ”Min sidste vilje” markant i løbet af kampagnen, hvor der blev bestilt over 5.000 eksemplarer af folderen.
Direktør i Begravelse Danmark, Mogens Balling, mener stadig, det er vigtigt at opfordre folk til at tale om og tage stilling til døden.
”I første omgang handler det om at tale om døden med sine nærmeste. Den mest frygtelige situation er eksemplet med ægtefællen, der tror, at den anden er medlem af folkekirken, uden ægtefællen er det. Det bør ægtefællen vide,” siger Mogens Balling.
Begravelse Danmark har over 30 forretninger rundt i hele Danmark, og ifølge Mogens Balling er tendensen generelt, at danskerne gerne vil have mere selvbestemmelse i forhold til deres egen begravelse eller bisættelse.
”Desværre findes der ikke noget validt statistikmateriale, men vores bedemænd oplever, at de pårørende i højere grad har fået talt med den afdøde om deres ønsker,” siger direktøren.
Det giver 54-årige Gitte Klemmensen en følelse af ro, at der er styr på, hvad der skal ske, når hun en dag ikke er her mere. Foto: Anne Katrine Haase.
Farens død satte tankerne i gang
Et hjertestop satte en brat stopper for Gitte Klemmensens fars liv for mere end 30 år siden. Hun var blot 23 år, og døden kom som et chok for den unge kvinde, der syntes, det var svært at snakke om med sine jævnaldrende veninder.
Det blev begyndelsen på tankerne om planlægning af egen begravelse og hendes dødsannonce, som hun først skrev mange år senere.
”Han var den første, der døde blandt mine nærmeste, og det var ligesom at få en hammer i hovedet. Det var slut. Hjertestop. Det ramte mig simpelthen så hårdt, og det tog mig flere år at komme over. Det var svært at tale om, så det begyndte at fylde rigtigt meget,” siger Gitte Klemmensen.
Hendes far var en kendt mand i byen på grund af sit store byggefirma, og der var derfor mange mennesker ved begravelsen, husker Gitte Klemmensen. Familien fyldte også i kirken, da hun er den yngste af en sammenbragt søskendeflok på syv.
Men midt i den store højtidelighed og de mange mennesker havde Gitte Klemmensen svært ved at få sagt ordentligt farvel.
”Der var en, der sagde til mig, at jeg skulle skrive et afskedsbrev, og det lettede. Det var der, hvor jeg tænkte Gud ved, om det ikke ville lette mig, hvis jeg forholdt mig til alt det her,” siger Gitte Klemmensen.
Gitte Klemmensen arbejder til daglig som bogholder med kontor i det hjem, hun deler med sin mand, Finn Nielsen. Sammen har de skrevet et testamente, og hun har selv lavet et livstestamente, hvor der står, at hun ikke ønsker livsforlængende behandling, når der ikke er mere at gøre. Hun har også registreret sig som fuld donor, og når hun går ture, har hun et armbånd på, der viser, at hun er klar til at donere, hvis hun pludseligt skulle dø.
Det var dog først i 2012, at hun som 49-årig blev færdig med at skrive ønsker ned til sin død. Her udfyldte hun “Min sidste vilje” med alle ønskerne til begravelsen, som hun håber ikke bliver en alt for trist begivenhed.
Fra én mulighed til mange
Går man bare 125 år tilbage i tiden, havde Gitte Klemmensen ikke haft noget at tage stilling til. Før 1892 var der nemlig kun én mulighed, når man døde – jordbegravelsen.
Det er usikkert, hvorfor man i sin tid begyndte at tale om at brænde lig i Danmark. I starten var de danske præster meget imod tanken om at lade lig kremere, da det var i strid med den kristne genopstandelsestanke. Derfor stiftede tilhængere af kremering Foreningen for Ligbrænding i 1881 – det er den forening, der i dag kendes som Landsforeningen Liv&Død. Et årti senere fik danskerne ved lov ret til at vælge at blive kremeret. En ny tid begyndte.
Hvis man ønskede at blive brændt efter sin død, skulle det skrives i ens testamente. Senere forsvandt kravet om, at det skulle være udtrykt på skrift, men grobunden for det dokument, der i dag kendes som ”Min sidste vilje”, var skabt.
I sin oprindelige form kunne man i formularen skrive, om man ønskede jordbegravelse eller kremering – og i så fald hvor urnen skulle nedsættes. Fra at man i 1892 havde to valgmuligheder, når det kom til døden, har ”Min sidste vilje” ændret sig markant frem til i dag. I den seneste udgave fra 2016 kan man nemlig nedskrive sine ønsker til intet mindre end 20 forskellige emner.
”I dag er der 16 sider i vores formular, og den ligner slet ikke det oprindelige dokument, men formålet er stadig det samme - at give den afdøde mulighed for selv at vælge, hvad der skal ske efter døden, ” fortæller Kirsten Søndergaard, sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, om den nyeste udgave af dokumentet.
Danskerne står i dag over for en lang række valg i forbindelse med deres begravelse. Ifølge Kirsten Søndergaard hænger de mange valg sammen med den tid, vi lever i.
”I gamle dage var der tradition for, at højtideligheden i forbindelse med begravelsen foregik på en bestemt måde i folkekirken. Der var ingen grund til at tage stilling til noget. I dag er folk ikke så bundne af traditioner, og man vil gerne have mulighed for at gøre sin begravelse mere individuel og personlig. Derfor har vi de mange valgmuligheder med i ”Min sidste vilje” som en guide til, hvad der er at vælge mellem,” siger hun.
Udtryk for en selviscenesættelse
Det er ikke kun Landsforeningen Liv&Død, der oplever, at danskerne i større grad har lyst til at kende mulighederne i forbindelse med deres begravelse. Hos Begravelse Danmark oplever de også, at pårørende henvender sig med særlige ønsker fra afdøde.
”Vi kan se, at der bliver flere og flere individuelle begravelser. Folk ønsker i højere grad at iscenesætte afslutningen på deres liv,” siger Mogens Balling, direktør i Begravelse Danmark.
At folk gerne vil fremstå på en bestemt måde, selv efter døden, er noget, som Søren Harnow Klausen, professor i filosofi ved Syddansk Universitet, nikker genkendende til.
”Vi mennesker har en tendens til gerne at ville markere os selv. Det, at folk går ind og planlægger deres egen begravelse på forhånd, er et udtryk for den selviscenesættelse, vi i stigende grad ser i vores samfund i dag,” siger Søren Harnow Klausen.
Alt er skrevet ned
I sit lille gule hus i Nykøbing Falster finder Gitte Klemmensen sin udgave af ”Min sidste vilje” frem fra skabet. Selvom den ligger digitalt hos Landsforeningen Liv&Død, har hun også valgt at have den liggende i en rød mappe i hjemmet.
Ud over hendes sidste vilje ligger i mappen også det testamente, hun har skrevet med sin mand, sammen med de papirer hun har udfyldt om livsforlængende behandling og organdonation - som en bog om slutningen på Gitte Klemmensens liv.
”Jeg har altid været meget bange for at dø. Jeg kan huske, at jeg som barn lå og tænkte over det om natten. Jeg kunne simpelthen ikke få fred for det, så da jeg så noget om det her i medierne, tænkte jeg, at det måtte jeg udfylde,” fortæller hun.
I huset findes der ikke kun én af den slags mapper – men to. Gitte Klemmensens 54-årige mand, Finn Nielsen, har ligesom sin kone skrevet alle sine ønsker ned. Da Gitte Klemmensen først var blevet opmærksom på ”Min sidste vilje”, gik der ikke lang tid, før de begge havde udfyldt den.
”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg også skulle udfylde den. Der er mange, der synes, at det er et tabuiseret emne, men for os det var en meget naturlig ting at tage op og snakke om,” siger Finn Nielsen.
De gør det for hinanden
Ægteparret skrev ikke deres ønsker i ”Min sidste vilje” i fællesskab – de valgte at gøre det hver for sig for ikke at komme til at påvirke hinandens ønsker. Gitte Klemmensen og Finn Nielsen har efterfølgende set, hvad den anden har skrevet, og de er overvejende enige.
I dag er det snart fem år siden, parret skrev deres sidste vilje. I tiden omkring deres stillingtagen, talte de meget om døden og deres ønsker. Nu hvor de har udfyldt formularen, har de lagt døden på hylden.
”Det har givet mig en ro. Nu er det styr på det. Så behøver jeg ikke bruge mere krudt på det,” siger Gitte Klemmensen.
”Det er også nemmere for den af os, der står tilbage, når den tid kommer. Så skal jeg for eksempel ikke tage alle beslutningerne på Gittes vegne, men jeg ved, at hun har lagt en plan, som skal følges,” supplerer Finn Nielsen.
Udover at parret har fundet en fælles ro ved, at der er taget stilling til det hele og en glæde over at have sikret ægtefællen, har beslutningerne også frembragt en anden følelse. Følelsen af kontrol.
”Undskyld sproget, men jeg vil fandeme have lov til at bestemme, hvad der skal ske med mig, når jeg dør,” udbryder Gitte Klemmensen.
Kontrol over døden
Det er ikke kun Gitte Klemmensen, der udfylder ”Min sidste vilje” i et forsøg på at få kontrol over, hvad der sker, når hun skal herfra. En undersøgelse foretaget af sekretariatschef Kirsten Søndergaard har vist, at kontrol er en af danskernes primære grunde til, at de nedskriver deres ønsker.
”Jeg fandt ud af, at mange udfylder den, fordi de selv som nærmeste pårørende har været med til at planlægge en begravelse, hvor der ikke var taget stilling til noget. Det har fået dem til selv at ville tage kontrollen over deres egen begravelse. De gør det også for de efterladtes skyld,” siger Kirsten Søndergaard.
Det kan man også se i de svar, der er givet i undersøgelsen. Her siger de adspurgte, at det i høj grad er for at give de efterladte ro og plads til at sørge, frem for at de skal tage sig af en masse praktiske ting umiddelbart efter dødsfaldet.
Kirsten Søndergaard, sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, har også selv udfyldt "Min sidste vilje". Foto: Anne Katrine Haase.
Danskerne har svært ved at forholde sig til døden
Gennem det seneste århundrede er der sket en udvikling i måden, danskerne forholder sig til døden på. Det er noget, ph.d. i antropologi og museumsinspektør ved De Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum, Sophie Hooge Seebach, er begyndt at se nærmere på. Fra at døden var noget, man sammen sørgede over i en længere periode, forventer mange i dag, at man hurtigt kommer videre efter et dødsfald.
”Der er sket noget herhjemme. Nu er døden noget, man er meget alene om. Det er blevet tabuiseret at tale om. Vi tror, at vi er udødelige. Vi tror ikke, det kommer til at ske, men det at anerkende døden som en del af livet ved at planlægge den, kan på et abstrakt plan være en god ting,” siger Sophie Hooge Seebach.
Døden er blevet en uhåndgribelig størrelse i det moderne samfund, og derfor kan det være svært for folk at forholde sig til, at den rent faktisk kan planlægges. Det er noget, som også filosof Søren Harnow Klausen kender til.
”Mennesker har svært ved at forlige sig med at overlevere de ting, der sker, til naturen og skæbnen, og at det er noget, man må affinde sig med. Tidligere talte man om meningsløse dødsfald. Engang var det noget, man kun sagde om særlige dødsfald, men i dag er der en tendens til at opfatte døden som noget, der bare sker,” siger Søren Harnow Klausen.
Derfor er der på trods af et stigende antal personer, der planlægger deres egen død, stadig mange, der ikke ønsker at tale åbent om døden og forholde sig til deres egen begravelse.
Størstedelen af danskerne bliver stadig begravet i folkekirken. Når man ser på de kirkelige handlinger, blev 43.776 af de i alt 52.824 registrerede døde i 2016 enten jordbegravet eller bisat i folkekirken, viser tal fra Danmarks Statistik. Man kan i kristendommen også finde et bud på, hvorfor det for det moderne menneske er så svært at forholde sig til døden.
”Jeg tror, der er en evangelisk modstand mod det. Evangelium betyder glæde. Død og sorg er ikke ligefrem noget, der kalder glæden frem i en. Men undertiden kan døden stille sig så spærrende i vejen for ens tanker, at man har brug for at konfrontere den - også praktisk - for at få den ud af hovedet,” siger sognepræst Kathrine Lilleør.
Planlægning er udtryk for en tendens
Det er ikke alle, der føler en modstand mod at planlægge døden. Det kan faktisk være en helt logisk udvikling i vores samfund, at flere begynder at forberede. Samfundet er ifølge filosof Søren Harnow Klausen de senere år blevet mere individualiseret og selviscenesættende.
”Når man planlægger på den måde, vil man gerne have indflydelse på sit eftermæle, hvilket giver udtryk for en individualisme,” siger han.
I dag vil mange gerne leve et specielt og originalt liv. Man vil gerne vise alle de spændende ting, man laver på de sociale medier og realisere sig selv hele tiden, forklarer Søren Harnow Klausen.
”Der er en tendens til, at vi gerne vil have styr på tingene. Man vil gerne have en mening i de ting, der sker, og have styr på dem – det gør man ved at forberede og planlægge. Man vil gerne sikre sig, at døden sker på den måde, man vil have det. Sådan at man ikke kun har kontrol over sit liv, men også sin død,” siger Søren Harnow Klausen.
Ser man bare et par generationer tilbage, var tiden en helt anden. Man var mere indstillet på, at når man døde, så døde man. Ens eftermæle var i højere grad videregivet gennem testamenterede ejendele til de efterladte, som de afdøde måske nærede et håb om, at erindringen om dem kunne leve videre i.
I dag har folk ikke længere det samme forhold til arvede genstande, og på Moesgaard Museum har antropolog Sophie Hooge Seebach i forbindelse med udstillingen ”De dødes liv” flere gange oplevet, hvordan det moderne menneske har svært ved at forholde sig til arvegodset.
”Hvad gør du med bedstefars drejebænk, som du ikke har plads til eller ikke kan lide? Det kan være et problem at arve sådan nogle ting, for hvad gør du med det, når det er noget, den afdøde har givet dig i håb om at leve videre i genstanden, eller at den minder dig om dem? Det kan føre til problemer,” siger Sophie Hooge Seebach.
Når hun ser på det forhold, afdøde har haft til de genstande, de efterlader, er det for hende klart, at der er et ønske om at leve videre i disse ting. En måde at kontrollere, at de ting, man har haft kær, ikke bare ender på lossepladsen, men hos en pårørende. Sådan ser Sophie Hooge Seebach også på planlægningen af ens egen begravelse.
”Du kan ikke kontrollere, hvornår du skal dø, men du kan bestemme, hvordan du skal herfra,” siger hun.
På samme måde som man for et par generationer siden efterlod sig fysiske genstande, som de pårørende kunne mindes en ved, kan man i dag se planlægning af begravelsen som en kærlig hilsen fra afdøde.
I sit virke som sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København har Kathrine Lilleør ofte oplevet, hvordan den afdødes indblanding i begravelsen påvirker de efterladte.
”Det hjælper dem meget. Det er et kærligt kys på panden fra den døde,” siger hun.
Talte ikke om begravelsen
Da Helle Thorsted fra Aarhus mistede sin svigerinde til kræft, oplevede hun, at der ikke havde været særlig meget planlagt i forhold til begravelsen. I tiden umiddelbart efter dødsfaldet, måtte familien i stedet i gang med at forberede begravelsen næsten fra bunden, da svigerinden kun havde oplyst, at hun ville kremeres og spredes over Ebeltoft Vig.
”Vi talte ikke om begravelsen. Vi stod faktisk efterfølgende og tænkte, hvad gør vi nu? Hun er ikke medlem af folkekirken, skal vi have en bedemand, skal der være sange, og hvad med blomster? Hvad når hun skal spredes, hvad skal vi gøre der? Gad vide, hvad hun ønskede. Vi stod i en situation, hvor det havde været godt at have haft noget at forholde sig til. Vi fandt dog ud af det, men for nogle kan det være svært,” siger hun.
Til trods for at Helle Thorsted nu arbejder på sit ottende år som sygeplejerske på Hospice Søholm ved Aarhus, kan det stadig undre hende, hvor få der har taget stilling til, hvad der skal ske med både legeme og eftermæle, når de dør.
”Jeg troede, da jeg startede i feltet, at folk var afklarede, men mange har ikke taget stilling til så meget andet end, om de vil begraves eller bisættes,” siger Helle Thorsted.
Hun synes ikke, at folk bør have så svært ved at tale med sine nærmeste om døden. Tværtimod mener hun, at et afklaret forhold til døden og en planlagt begravelse er en rigtig god ting for de efterladte.
”At få gjort døden til et naturligt samtaleemne blandt folk, er ikke nemt. Det er noget, der skal overstås. Det at tale om hvad der skal ske, når man dør, kan få nogle uoverensstemmelser væk. Hvis man får talt om det i familier, hvor man måske ikke taler så meget om døden ellers, behøver man ikke at skændes om det efter dødsfaldet,” siger Helle Thorsted.
Forberedelse hjælper de pårørende
Med 14 års erfaring som bedemand har Jan Schandorff mødt mange mennesker som Helle Thorsted, der har mistet og stået over for svære beslutninger i planlægningen af en kærs begravelse.
Den erfarne bedemand har kontor på Falkoner Allé på Frederiksberg i København. Kontoret er fyldt med de sædvanlige kontorartikler, men rundt omkring står også urner og diverse brochurer om død og organdonation. Indenfor står også en stander med en stak af ”Min sidste vilje”.
”Den plejer normalt at stå udenfor, men i dag blæser det for meget”, siger Jan Schandorff, som fortæller, at der normalt bliver taget en til seks eksemplarer om dagen. Som årene er gået, har han set, hvordan flere har taget og udfyldt ”Min sidste vilje”.
”Når de pårørende er her, fornemmer jeg helt klart, at det er en lettelse, at afdøde har udfyldt ”Min sidste vilje”. Der begynder også at være børn af flere ægteskaber, og nogle gange mødes de her for første gang i lang tid, og så har afdøde måske ønsket noget forskelligt gennem livet. Så kan de komme lidt op at skændes, om hvad afdøde ville. Hvis ”Min sidste vilje” er udfyldt, kan den fungere som en drejebog. Jeg har aldrig oplevet, at det ikke var en hjælp,” siger bedemanden.
Selvom det stadig er de fleste, der endnu ikke har taget stilling, tror Jan Schandorff, at det vil ændre sig. For med alle de ”Min sidste vilje”-formularer, han har uddelt i de seneste år, ”så går det i den rigtige retning,” som han udtrykker det.
Jan Schandorff havde i mange år sin egen blomsterforretning i Nordsjælland, men har de de seneste år været bedemand. Et job som for ham er livsbekræftende. Foto: Rune Sørensen.
Den digitale død
Et stort udbud af sociale medier og stigende forbrug af selvsamme rejser nogle helt nye spørgsmål i forhold til at forberede sig på døden.
”Hvad gør jeg med min facebookprofil, mine billeder på Instagram og matches på Tinder?”
Det er bare en håndfuld af de digitale efterladenskaber, som danskerne kan stå over for at skulle tage stilling til ved livets slutning.
Facebook har udviklet en måde, hvorpå man selv kan vælge, om man efter sin død vil have lukket profilen eller omdannet den til en mindeside. Desuden kan man vælge en facebookven, som får adgang til administrere opslag på ens profil, når man er død.
På trods af danskernes storforbrug af sociale medier viser en undersøgelse fra Landsforeningen Liv&Død, at 71 procent af danskerne ikke har nogen strategi for, hvad der skal ske med deres digitale arv, når de dør. Det har Gitte Klemmensen taget stilling til.
”Som alle andre danskere er jeg alle mulige steder på nettet. Jeg har flere hjemmesider, jeg er på Instagram og Facebook. Derfor har jeg skrevet ned, hvad min mand Finn skal gøre, når jeg dør. Jeg har skrevet alle koder og brugernavne ned til ham. Jeg skylder ham at have styr på det,” siger Gitte Klemmensen.
Hun understreger, at i forhold Facebook er det op til ægtefællen, hvad han vil gøre med siden. Det føler hun ikke, ville være fair af hende at bestemme. Når der skal ryddes på efter de digitale liv, ville det være godt med en form for dødemandsknap.
”Der burde faktisk være sådan en fællesknap, man kan slukke, men det findes ikke,” siger Gitte Klemmensen.
Den digitale arv findes ikke kun på de sociale medier. Når vores liv i kød og blod slutter, er der stadig et omfattende digitalt liv, der skal tages hånd om. Noget, som Landsforeningen Liv&Død har forsøgt at komme i forkøbet, lyder det fra sekretariatschef, Kirsten Søndergaard.
”I vores seneste udgave af “Min sidste vilje” anbefaler vi, at man også skriver sine brugernavne og passwords ned eller skriver, hvor man gemmer dem, og hvor man kan finde dem,” siger hun.
For ikke at ‘give dig eller dine efterlevende en praktisk eller følelsesmæssig byrde’, som foreningen selv beskriver det, har Kirsten Søndergaard sammen med sine kolleger netop udarbejdet en ny folder, der viser omfanget af den digitale arv.
”Vi synes, det er fint, hvis ”Min sidste vilje” kun bliver brugt til inspiration, så længe man får talt om, hvad der skal ske når man dør og herunder den digitale arv. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er godt, hvis man får skrevet noget ned,” siger hun.
Danskerne vil bevare minderne
Det er ikke kun de afdødes facebooksider eller bedstefars drejebænk, efterladte står tilbage med. For hvor man tidligere testamenterede fysiske genstande og fotoalbums til hinanden, er det meste i dag digitalt. Det gælder også familiealbummet og hjemmevideoerne.
Flere sider på nettet og apps er dukket op inden for de senere år. De giver blandt andet mulighed for, at man kan uploade billeder og tekst, som ens nære kan læse og se, når man er gået bort.
To danske udviklere står bag en af disse nye apps, hvor man kan efterlade specifikke minder til de nærmeste i en digital sky, hvor de pårørende først modtager beskederne og videoerne, når personen er død. Det er altså ikke i det almindelige digitale fotoalbum, det kan findes. Det foregår nemlig i appen LUAPA, der står for ’look up and pay attention’, på dansk ’kig op og vær opmærksom’.
”I korte træk har vi udviklet appen, sådan at vi kan efterlade os noget, vi ikke har mulighed for at overdrage, når vi ikke er her mere. Hvis man for eksempel mister sin mor tidligt, mister man også minderne,” siger Anders Jochumsen, der har lavet appen sammen med makkeren, Rasmus Jørgensen.
At holde fast i minderne efter ens kære er gået bort enten ved brug af video eller billeder, er noget antropolog Sophie Hooge Seebach også er stødt på.
”Det er et behov for at bevare noget og have et minde om den afdøde. De dødes ting er noget, vi som danskere konkret og sekulært kan forholde os til. Der er en flig af den afdøde i de ting, som kan blive brugt og interageret med af de efterladte. Det er smukt, når det kan lade sig gøre,” siger hun.
Udviklingen kan gå én af to veje
Det kan for nogle virke uoverskueligt at skulle forberede sig på sit endeligt. Et 16 siders hæfte med ønsker om specifikke salmer til begravelsen og farven på sin urne. Digitale aftryk efter flere år med utallige billeder i skyen og statusopdateringer på diverse profiler. Endelig er der muligheden for at skrive breve eller optage videohilsener til sine børn.
Mulighederne og interessen for at forberede sig på sin egen død er blevet mere udbredt. Filosof Søren Harnow Klausen ser umiddelbart udviklingen, hvor danskerne tager mere kontrol over ikke bare livet, men også døden og vores eftermæle, gå én af to veje.
”Den ene mulighed er, at vi tromler derudaf og får kontrol over flere aspekter - ikke bare livet, men også døden. Altså styr på dem via apps, hjemmesider og forskellige ting. Samtidig bliver vi også mindet om, at vi jo ikke kan slippe af med døden, og det betyder, at hvert et element er uberegneligt - det gælder også med den sidste vilje,” siger filosoffen.
“Den anden side af det er, at der er ting, man ikke kan tage højde for. At netop fordi vi går så hårdt efter at få styr på det hele med både liv og død, bliver vi mere opmærksomme på, at der stadigvæk er noget, vi ikke kan styre.”
Gitte får sin sidste vilje
I Nykøbing Falster er Gitte Klemmensen og Finn Nielsen fuldt ud klar over, hvad der skal ske, når de hver især skal fra denne jord. De har forskellige ønsker, men det respekterer de fuldt ud. Hun skal jordbegraves, han skal brændes. Hun er organdonor, det er han kun delvist.
For dem begge giver det, at der er styr på detaljerne ro i sindet. Selvom de ikke kan vide sig sikre på, at deres sidste vilje bliver opfyldt, da “Min sidste vilje” ikke er et juridisk bindende dokument.
“Jeg ville have det dårligt, hvis jeg skulle tænke på, at jeg ikke blev begravet,” siger Gitte Klemmensen og afbryder sig selv.
“Hvor er det forkert at tale om - man bliver jo ikke ked af det, når man er død. Men jeg håber, man vil respektere, at jeg vil begraves og ikke kremeres,”
Bliver det hendes mand, der til den tid skal stå for at indfri hendes ønsker til begravelsen, er det ikke noget, hun behøver at frygte.
”Jeg vil ikke fravige hendes sidste vilje på nogen som helst måde. Det ville kun være, hvis det var noget rent teknisk, for eksempel at den kirkegård, hun vil være på, er nedlagt. Men inden for virkelighedens grænser vil den blive fulgt til punkt og prikke,” siger Finn Nielsen.
Sådan gjorde vi
Artiklen er blevet til på baggrund af interviews med blandt andet Gitte Klemmensen, hendes mand og fagpersoner på området - til citat såvel som baggrund. Beskrivelsen af Gitte Klemmensens begravelse er skabt efter interview med hende og ud fra, hvad hun har skrevet i “Min sidste vilje”.